STATEN SVIGTER DE FRIVILLIGES ROLLE I TOTALBEREDSKABET
Af Steen Wintlev-Jensen, formand for Dansk Søredningsselskab
I denne uge afholdes for første gang National Beredskabsuge. Initiativet er taget af det nye ministerium for samfundssikkerhed og beredskab med det formål at skabe opmærksomhed om den rolle, vi alle spiller i at sikre et robust samfund, der kan modstå kriser og angreb – det såkaldte totalberedskab.
På papiret er totalberedskabet en fornuftig og nødvendig tilgang. I praksis har implementeringen imidlertid været skæv. Både mediedækningen og ministeriets egne initiativer har næsten udelukkende haft fokus på de offentlige aktørers roller: Stat, regioner og kommuner – og på, hvem der skal tilføres flere midler til nye opgaver.
Men erfaringer fra andre lande viser det samme mønster: Når katastrofer, klimahændelser eller angreb rammer, er det ofte de frivillige, der hurtigt bidrager med praktisk hjælp – fra oprydning til forplejning. Årsagen er enkel: Et offentligt beredskab kan ikke dimensioneres til at håndtere alle ekstreme hændelser. Det vil være uforholdsmæssigt dyrt og vil alligevel ikke kunne dække alle behov, når krisen rammer.
I Danmark har vi en tendens til at forvente, at det offentlige kan løse alle opgaver. Men et robust beredskab forudsætter også, at borgerne og civilsamfundet tager medansvar. Samtidig må staten anerkende, at frivillige både kan og vil bidrage mere – men kun hvis der etableres strukturer, som understøtter deres indsats.
I Dansk Søredningsselskab er vi allerede i gang med denne udvikling. Hver dag aflaster vi Forsvaret ved at løse rednings- og assistanceopgaver i de indre danske farvande på frivillig basis, og vi er parate til at påtage os flere opgaver. Det sker imidlertid uden offentlig støtte, hvilket sætter klare begrænsninger. DSRS har brug for mere end anerkendelse og pæne ord fra politikerne. Vi har brug for konkret hjælp til at styrke vores materiel og uddannelse, så vi fortsat kan løfte den store opgave det er at være en aktiv del af søredningskapaciteterne i de indre danske farvande.
