
Røg fra motorrum
Under den forrige opgave bliver vi kontaktet af bådejeren af en 23 fods Ryds motorbåd. De oplyser, at motoren er gået ud, og at de befinder sig ca. 500 meter fra kysten ved Hornbæk i god sø. Under samtalen får de gang i motoren igen og forsøger at sejle ind, men ringer tilbage efter ca. 30 sekunder, da motoren igen er gået ud, og der nu kommer røg fra motorrummet.
Vi beder dem om at sætte anker, da de driver ca. 100–200 meter fra kysten i pålandsvind, og om at tjekke, om der er ild. De åbner forsigtigt motorrummet og konstaterer, at der er tale om damp og vand i motoren – ikke brand.
Vi skynder os at færdiggøre vores igangværende opgave og skifter samtidig besætning, da den nuværende har været ude i næsten seks timer. Den nye besætning sejler hurtigt mod positionen ved Hornbæk, hvor båden nu er drevet tættere på kysten. Med hjælp fra kasteline får vi en trodse over, og båden bugseres sikkert mod Hornbæk.
Efter en hektisk time kan de meget taknemmelige medlemmer endelig slappe af, og vores besætning fortsætter mod næste opgave.