Makreltur med uventet afbrydelse
Et af vores medlemmer var taget på vandet med familien for at fange makreller, men lidt nord for Taarbæk ville motoren pludselig ikke være med længere, og skibet mistede fremdriften.
Familien reagerede helt efter bogen: De smed ankeret og tilkaldte os.
Vores crew rykkede hurtigt ud, og da vi var fremme ved den 24 fods stål-motorbåd, fik vi etableret et stabilt slæb med hanefod. Herefter bugserede vi hele familien og båden sikkert til Skovshoved Havn, så de kunne få tilkaldt en motormand.
Båden var dagen forinden løbet tør for diesel og havde haft en motormand ude for at udlufte systemet. Når man kører en tank helt tom, kan der dog hurtigt blive hvirvlet bundfald op, som stopper brændstoffilteret til – så det blev vores gode råd med på vejen!
Alt endte godt, familien kom sikkert i havn, og nu krydser vi fingre for, at de snart er klar til makreljagt igen.