Store badedag i Helsingør

Lørdag den 13. maj gennemførte Helsingør station en uddannelse i redningssvømning for alle DSRS stationer. Ni stationer fra alle hjørner af landet mødte op på stationen kl. 10:00, hvor de blev budt velkommen over en kop kaffe og et stykke brød. Herefter fulgte en kort teorilektion omhandlende uddannelsens formål og indhold samt en gennemgang af sikkerhedsbestemmelser og sikkerhedsudrustning. Derefter begav alle sig ned til havnebassinet, hvor et instruktørteam demonstrerede procedurerne for redningssvømning. Herefter blev deltagerne opdelt i to hold, hvor det ene sejlede ud med Rescue Heimdal og det andet forblev i havnen. Gennem de næste timer blev alle øvet i at iklæde sig korrekt sikkerhedsudrustning, hoppe i vandet, kommunikere med livlineholderen og bådføreren, svømme ud til en figurant og bjærge denne med tilbage. Midtvejs var det tid til en sandwich, hvorefter holdene byttede om således, at alle fik prøvet at arbejde fra såvel skib som fra havnekaj. Der blev gået til stålet, både af "elever" som instruktørteam, og da kl. blev 15:00 kunne vi afslutte uddannelsen og takke for en rigtig god dag. Derefter kunne deltagerne rejse hjem med endnu flere gode og relevante redningskompetencer i rygsækken.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke klip af vores nyhedsbrev ! Vi udsender et nyhedsbrev 6-8 gange om året, med nyheder, tips & tricks, gode tilbud fra vores samarbejdspartner samt anden god information. Tilmeld dig i dag og vær med !