
30 fod motorbåd reddet i sidste øjeblik
Lørdag kl. 9.10 blev vagthavende hos DSRS Helsingør kontaktet af JRCC (Joint Rescue Coordination Center).
En motorbåd havde fået rorskade og mistet kontrollen over skibet. Den drev lidt ud for Julebæk, nord for Helsingør.
Et hold reddere blev hurtigt sendt afsted med Rescue Heimdal, der gik ud i pæne bølger og vind omkring 10 m/s fra nordvest.
Da Rescue Heimdal nåede frem, lå havaristen tæt ved kysten på ca. én meters vand. Det lykkedes netop at få en trosse ombord og trække båden væk fra land, inden den stødte på grund. Få minutter senere kunne situationen være blevet væsentligt mere alvorlig – høj sø og grundstødning er en farlig kombination.
Besætningen på havaristen havde gjort, hvad de kunne for at undgå kysten, bl.a. ved at kaste anker, men det holdt desværre ikke.
Efter en hurtig og effektiv indsats kom alle sikkert i havn.